Af Gustav Stubbe Arndal
Forretningsmanden Peter Miller (Hugh Jackman) nyder en morgen med sin partner Beth (Vanessa Kirby) og deres nyfødte søn, men bliver afbrudt, da det banker på døren. Det er hans ekskone, Kate (Laura Dern). Deres teenagesøn, som Peter ikke har set meget til siden skilsmissen, har ikke været i skole i en måned, og Kate er lige dele bekymret og bange for ham.
Da Peter tager over for at snakke med den unge Nicholas (Zen McGrath), indser man hurtigt den forfærdelige sandhed: den her knægt er ikke en god skuespiller.
The Son handler, som titlen indikerer, om teenagedrengen, der lider af en dyb depression og livsangst, som ikke er til at sætte ord på. Det er en udfordrende rolle, men omgivet af stærkt følt skuespil fra det voksne cast ligner McGraths præstation en audition til en skoleforestilling. Han kan umuligt bære filmen.
Måske idéen var, at hans monotoni skulle være bekymrende i stedet for distraherende. Depression er ikke tristhed som sådan, men snarere en følelsestomhed; en mangel på gejst mere end en overflod af bekymring.
Vi følger Peters forsøg på at forstå Nicholas, efter sønnen flytter hjem til ham og Beth, og faren begår mange af de typiske fejltagelser omkring depression – han insisterer på positivitet, behandler sønnens vane for selvskade med foragt i stedet for omsorg, og anmoder om konkrete forklaringer på sønnens tilstand.
Det er desværre også filmens største fejltagelse: den kan ikke stoppe med at forklare ting. Kate forklarer Nicholas’ dramatiske personlighedsskift. Peter og hende forklarer hinanden om deres ægteskabs opbrud. Nicholas forklarer, hvordan forældrenes skilsmisse ramte ham. Anthony Hopkins dukker op i en enkelt scene som Peters autoritære far, hvorefter de sidder og forklarer hinanden om Peters barndom og hans mors død.
Det bliver alt sammen forklaret, men sjældent vist eller følt.
Hver eneste scene handler om plottet. Næsten ingen af dem handler om bare at se verden gennem deres øjne. Nicholas, bliver det forklaret, tager lange gåture gennem New York i stedet for at gå i skole, men hvad ser han derude? Hvad mærker han?
Med Florian Zellers debutfilm The Father (2020), som også var baseret på hans eget teaterstykke, blev materialet oversat med brug af filmmediets styrker, især klipning og nærbilleder. The Son føles langt mere som et filmet teaterstykke, med handlingen begrænset til dialogscener i kedeligt filmede lejligheder. Enkelte forsøg på ordløs kommunikation føles enten overdrevent åbenlyse eller alt for uklare.
Hans Zimmers sørgmodige musik, lavet til en langt mere poetisk og pragtfuld film, føles her overspillet og insisterende. Tragiske drejninger føles forudsigelige og klichéfyldte. Intime øjeblikke frembringer sympati, men ikke gråd. Selv den endelige scene, hvor følelserne bør nå deres crescendo, fremkalder blot et frustreret suk.
Zeller og medforfatter Christopher Hampton har tydeligvis gode intentioner og hjertet på rette sted. De behandler depression som den alvorlige sygdom, den er, og klipper ansvarligt rundt om Nicholas’ mest dramatiske adfærd. Men i sidste ende svigter filmhåndværket fortællingens følelsesmæssige potentiale. Det er, på sin vis, den mest deprimerende ting ved hele filmen.
Kommentarer